- Artikel
- Galleri (3 billeder)
Ford Focus 1,6 TDCI ST. CAR TITANIUM
Skrevet 15. maj 2008 af Bilmagasinet.dk. Foto: Bilmagasinet.dk
Tøvende Focus.
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Ford univers.![]()
Økologisk gearing fjerner kørefornøjelsen.
Af Mikkel Thomsager
Ford Focus er en dejlig bil. Den gør ikke megen væsen ud af sine mange dyder, men lige siden den første Focus, har det været en praktisk, velfungerende hverdagsbil, som byder på masser af køreglæde, takket være god komfort kombineret med fin køredynamik.
Focus har netop fået en ansigtsløftning. Udvendig er fronten blevet en anelse mere aggressiv. Forlygterne er trukket yderligere ud omkring sideskærmene, tågelygterne har fået nyt hus, og fronten er trukket op med en sort ramme og indsats, der giver hajgabs-look. En nydelig forbedring.
Nydelig er også revisionen af kabinen. Frontpanelet har fået en overhaling, ur-nålene er nu i krom-look, midterkonsollen ligner den fra Ford Mondeo, og materialerne er et nøk bedre.
Titanium-modellen har de lækre sæder med fremragende sidestøtte i lænet og justérbar lændestøtte, ligesom klimaanlæg og fartpilot er standard.
En kortere analyse af det nye modelprogram gør netop denne testbil til den mest interessante: Stationcar-modellen giver masser af bagageplads, og 1,6 TDCi-motoren, som er identisk med Peugeots 1,6 HDi-motor på 109 hk, er en af de bedste firecylindrede dieselmotorer overhovedet. Den gør det fremragende i Peugeot 308, hvor brændstoføkonomien opgives til 20,4 km/l. Så den burde gøre det endnu bedre i Ford Focus, hvor brændstoføkonomien er opgivet til hele 22,2 km/l. Det reducerer også den årlige afgift fra 3.220 kr. til 2.600 kr.
Så enkelt er det dog desværre ikke. For den ekstra gode brændstoføkonomi er opnået med en højere gearing, og det går mærkbart ud over bilens køredynamik. Hvis ikke man gasser op, før man kobler ind, drukner bilen i klassisk turbotøven, og det samme er tilfældet, hvis man skifter gear for hurtigt. Du træder på speederen, men effekten kommer som et ekko.
Du kan naturligvis affinde dig med situationen og til gengæld glæde dig over, at du kører længere på literen og betaler mindre i årlig afgift. Men prisen betales i køreglæde. Så enkelt er det.
Det går dog ikke ud over resten af den faceliftede Focus. Den nye Focus er en nydelig bil, og den kører stadig fremragende.
FORD FOCUS 1,6 TDCI ST. CAR TITANIUM
Motor R4, 1.560 cm³, 16V, turbodiesel
Ydelse 109 hk 4.000 o/min
260 Nm ved 1.750 o/min
Topfart 188 km/t
0-100 km/t 11,1 sek.
EU-miks 22,2 km/l
Årlige afgifter 2.600 kr.
Mål (L/B/H) 447/184/150 cm
Vægt/last/påhæng 1.391/489/1.300 kg
Bagagerum 475-1.525 liter
Dæk 195/65R15H
Reservedelsprisindeks 86
Værditab/3 år ca. 120.000 kr. (38 pct.)
Pris 313.002 kr.
VI SYNES...Her er der god samvittighed at hente, men også en kedelig køreoplevelse. Så økologisk er jeg i hvert fald ikke