Fiat 500 1,3 MJT POP

Fiat 500 1,3 Multijet: Den alternative pendlerbil eller bil nr. 2 - køb den for sjov Fiat 500 1,3 Multijet: Den alternative pendlerbil eller bil nr. 2 - køb den for sjov
Skrevet 15. maj 2008 af John Sørensen. Foto: Bilmagasinet.dk

En retro til hverdagen

Se mere om: diesel, fiat
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Fiat univers. Fiat


Med dieselmotor er det pludseligt blevet hverdag for den nuttede Fiat 500. Men duer  dulle-bedåreren som dagligdags pendlerbil?

Ja, undskyld mig! Hvem andre end jeg har i bladets tjeneste importeret og bestyret en klassisk Fiat 500 i et års tid? Og med overskud til følge, om jeg må bede. Så var det måske på tide, at Mister Nuova 500 himself fik en uge på tomandshånd med den nye retro-udgave, som har en vis lighed med alle tiders 500: Den rigtige, født 4. juli 1957.

Trods min generelle skepsis over for cover-versioner og retro-hysteri må selv en gammel kyniker som jeg overgive mig: Den er ret gennemført cool, den nye Fiat 500. Den ligner sit ophav temmelig godt, er ikke overdrevent pjattet i kabinen som f.eks. en Mini, og den er heller ikke så dyr, at du om et år har tabt kassen og bare er en idiot, der har købt en modespand uden mening.

Om du så kan leve med folks åbenlyse glanen er en anden sag. For det går ikke upåagtet hen at fyre op under det lille gule lyn med italiano-striberne. Nå, det er jo dieseludgaven, det handler om: 1248-kubikker med 75 heste, partikelfilter og et forbrug opgivet til 23,8 km/l. Jeg kørte nu kun 18,5 km/l, så jeg tror ikke en døjt på mere end 20 km/l. Mærkeligt, at vi stadig lader os narre af bilfabrikkernes forbrugstal.

En Fiat-diesel har fortsat brug for en lille gløderørs-opvarmning - sjovt nok. Men så starter den også prompte, og der er hverken mistet kvikhed eller kræfter på dieselalteret. Kort sagt er det en god motor til den lille bil, der sagtens kører 130 km/t på motorvejen. Dog med et irriterende karrosseri-boom lige deromkring - men det kan fjernes ved at køre lidt langsommere eller de 140-150 km/t, den også magter. Støjniveauet er godkendt uden at være enestående lavt, og lange ture er ingen belastning, selv om bilen er i mikroklassen.

Den kører nemlig lidt bedre end Panda, der danner platform for den nye 500. Stadig lidt blød i knæene, og med et styretøj i den diffuse ende, der savner den respons, der ville gøre salig Abarth ære. På de lige stræk i god fart kan du i øvrigt godt mærke, at affjedring/dæmpning ikke er tunet til de 130 - der er tendens til niksvingninger og en let vuggen, som jeg også oplevede i min gamle Fiat 500 - ved 70 km/t!
"Pop"-udgavens udstyr er basalt, men du kan customize med stort set alt fra speciallak, racing-striber og elektronisk lir herfra og til konens fødselsdag.
Kunne jeg leve med en Fiat 500 som pendlerbil? Ikke personligt.

Men jeg håber, at rigtigt mange andre kan. Gerne sådan nogle af det modsatte køn, der stråler af glæde, fordi de har en 500 at køre i. Sådanne livstegn i trafikken kan vi ikke få for mange af.

FIAT 500 1,3 MJT POP    
Motor    R4, 1.248 cm³, 16V, turbodiesel
Ydelse    75 hk ved 4.000 o/min
    145 Nm ved 1.500 o/min
Topfart 165 km/t     0-100 km/t 12,5 sek.
EU-miks 23,8 km/l    Årlige afgifter 1.960 kr.
Mål (L/B/H)    355/163/149 cm
Vægt/last/påhæng    1.100/320/800 kg
Bagagerum    185-550 liter
Dæk    175/65R14T
Reservedelsprisindeks    81
Værditab/3 år    ca. 60.000 kr. (37 pct.)
Pris    159.990 kr.

VI SYNES...  
Fiat 500 diesel har charmen i behold. Den har sine begrænsninger, men du smiler hele vejen. Heller ikke for dyr.


6 nr. af Bil Magasinet + elektronisk p-skive 248,00 kr. SPAR: 579,70 kr. BESTIL

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Mest læste


Abonnér på BILMAGASINET.DK Se alle tilbud