Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Aston martin univers.
Paul Ricard-banen i det sydlige Frankrig er et fantastisk sted at teste biler på grund af perfekt asfalt, varierede sving, kuperet bane, en permanent langside på 1,8 km og tilgivende afkørselsforhold.
For tre år siden havde Aston Martin ikke en eneste racerbil, men nu har de et helt felt - som i weekenden var samlet på Paul Ricard:
GT1-klassen: DB9R
Aston Martin stiller op til GT1-klassen i årets 24-timers Le Mans med to fabriksbiler bemalet i klassisk Gulf-tema og numrene 007 og 009. DB9R vandt for første gang klassen sidste år foran Corvette, og det bliver en drabelig dyst mellem de to mærker igen i år. Kørere i DB9R er blandt andet den tidligere F1-grandprix-vinder Heinz-Harald Frentzen:
"Jeg har ikke siddet i en racerbil i halvandet år, så Paul Ricard var en god mulighed for at komme tilbage i action. Jeg nød det, og fandt DB9 overraskende nem at køre. Det er rart at være tilbage bag rattet af en rigtig GT," siger Frentzen.
Udover de to Gulf-biler var der tre private teams tilstede med DB9R, ligesom der også var et par kundebiler med af trackday-udgaven DB9R S.
GT2-klassen: Vantage GT2
Baseret på gadeudgaven af Vantage, og med samme V8-motor. Motoren er designet til at kunne køre på racerbenzin såvel som E85 bioethanol. Bilen kan købes af private senere, og skal bl.a. køre FIA' GT-mesterskab og den amerikanske Le Mans-serie, ALMS.
GT3-klassen: DB9R S
Udgaven her bygges af specialisten Prodrive på basis af gadeversionen af DB9. Den er et billigere alternativ til den fabriksbyggede og meget dyre racer. DB9R S har bur, sikkerhedstank, racersæder og alle øvrige deltaljer der kræves, for at stille op i GT3-klassen. Med karrosseri i kulfiber er den 480 kg lettere end gadeudgaven af DB9.
GT4-klassen: V8 Vantage N24
I 2006 deltog Aston Martins chef, Dr. Ulrich Bez sammen med en ingeniør, en testkører og en tysk journalist i 24-timers løbet på Nürburgring i en lettere ombygget V8 Vantage. De kom på 4.-klassen i deres klasse, og efter løbet kørte Dr. Bez bilen tilbage til England for at bevise, hvor solid den er (den var indregistreret som gadebil). Trackday-udgaven af V8 Vantage ombygges hos Prodrive, og kan købes af private.
Stiller op mod Audi & Peugeot
For første gang i mere end 50 år kommer Aston Martin også til at kæmpe i den store prototype-klasse på Le Mans i år. V12-motoren fra DB9R må takket være nye og mere lempelige regler anvendes i et LMP1-chassis, og den mulighed udnytter det private Charouz Racing Systems. De stiller op i LMP1 med et lukket Lola-chassis og Aston Martins vindermotor fra 2007, den 6-liters benzin-V12'er på ca. 600 hk i racetrim.
Aston Martin Racing vil bistå teamet under både test og løb, og med bl.a. Thomas Enge bag rattet kan bilen være en outsider til en podieplads.
Dr. Ulrich Bez benyttede også lejligheden til at lufte prototypen af Vantage V12 RS, som i disse dage er udstillet på Genéve Motor Show. Den er tænkt som en begrænset serie af Vantage end V12'eren fra DB9.
"Vi gør fremskridt på alle niveauer af GT-racing. DB9R i Gulf-bemaling ser blændende ud, og den nye GT2 har stort potentiale. Jeg næd at se mange af Vantage N24-kunderne møde frem med deres biler, og så var det fantastisk at køre Vantage V12 for første gang," siger Dr. Bez.

