- Artikel
- Galleri (3 billeder)
Cadillac BLS Wagon 1,9D AUT.
Skrevet 19. feb 2008 af Bilmagasinet. Foto: Bilmagasinet.dk
Meningen mangler i BLS
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Cadillac univers.Det har gjort Cadillac BLS lidt pænere at blive stationcar, men den fejler fælt
Af Morten B. Bek
Hvad forventer de egentlig hos General Motors? Skal vi klappe i vores små hænder, fordi de fremstiller den første stationcar i Cadillacs 105-årige historie? Så kunne de da i det mindste have gjort det ordentligt... Cadillac BLS Wagon har hverken det rigtige navn i Europa til at følge med Audi A4 Avant og Co., eller bagagerummet til at kunne sammenlignes med Ford Mondeo Stc., så den vil lide samme skæbne som BLS sedan, der siden 2006 uden held har prøvet at få Audi- og BMW-ejere i Europa til at overgive sig til det amerikansk-svensk joint venture.
Amerikansk-svensk? BLS som både sedan og den nye stationcar er et produkt af den overkapacitet, som Saab havde (og har) på sin fabrik i Trollhättan. Det er kort sagt en Saab 9-3 med et amerikaniseret design. Ikke særligt amerikansk, og heller ikke svensk.
Som Cadillac skuffer BLS Wagon; den er hverken unik i designet, overdreven komfortabel, rummelig eller samlet af en fabriksarbejder med bind for øjnene (ja, det forventer man jo af en amerikansk bil).
Som stationcar skuffer BLS Wagon; på bagsædet får du mindre plads end i Kia Ceed SW, og bagagerummet på 419 liter er pinligt, selv når man sammenligner med navne som Avant og Touring fra tyske fabrikanter. GM har haft 105 år til at glo på andres dumheder og genistreger, så det er ærgerligt, de har måtte leve med den middelmådige stationcarbasis fra Saab 9-3.
Som bil er BLS Wagon en kedelig oplevelse; med en power-udgave af Fiat-dieselen med 180 hk kan den slet ikke overføre sine kræfter til vejen uden voldsomme ryk og forstyrrelser i rattet, fulgt af hjulspin og en hoppende forvogn. Motoren er stærk og smidig - men altså for stærk. Læg dertil glatte, konturløse sæder, en uharmonisk undervogn, et helt igennem oversensitivt styretøj, en høj pris, uhyrlige reservedelspriser og en skyhøj afskrivning... og du har noget, der ikke giver mening.
CADILLAC BLS WAGON 1,9D AUT.
Motor R4, 1.910 cm³, 16V, turbodiesel
Ydelse 180 hk ved 4.000 o/min
370 Nm ved 1.750 o/min
Topfart 215 km/t 0-100 km/t 9,8 sek.
EU-miks 14,5 km/l Årlige afgifter 5.780 kr.
Mål (L/B/H) 472/180/154 cm
Vægt/last/påhæng 1.745/425/1.600 kg
Bagagerum 418-1.285 liter
Dæk 235/45R17V
Reservedelsprisindeks 312
Værditab/3 år ca.269.000 kr.(48 pct.)
Pris 560.000 kr.
VI SYNES...Der er få lyspunkter for Cadillac's første stc., der er ynkeligt lille i kabinen, dyr og har nervøse køreegenskaber.
Kommentarer
-
Anders Kære Morten, jeg har nu været den absolut lykkelige ejer af en BLS i 3 år. Der er intet galt med denne bil. Jeg kørte BMW 320D før ,og kører ca 55.000 km om året, og jeg skifter IKKE til BMW igen.Hvis der er biler der ikke er plads i så er det sgu Audi og BMW, så kære Morten, hvad tænker du på. Har du aktier i de tyske bilmærker eller hvad?
-
Rbar Morten... man skal kigge længe efter en mere sur anmeldelse af denne bil og model. En hurtig google... roser de den til skyerne. Men ok. Gider ikke læse dit sure opstød en anden gang.
-
godtfred Det må vist have været på en blå mandag at denne "anmeldelse" er skrevet. Man kunne nok ikke forestille sig en tilsvarende anmeldelse for en Audi eller BMW, men når det kommer fra den anden side af atlanten er der fri nedsabling. Det er for nemt og for billigt, har du overhovedet været ude at køre i vidunderet ???