Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Renault univers.
De rigtige racerkørere har det. Og nu har Danish Race League det også. Det mest populære danske mesterskab for racerspil til computeren, der nu nærmer sig 500 medlemmer, har lavet aftale med en sponsor, der støtter serien økonomisk mod at blive eksponeret på de virtuelle racerbiler.
Det er det Hillerød-baserede konsulenthus dan B mortensen, der rådgiver om strategi- og forretningsprocesser, samt lederskab og organisationsudvikling i danske virksomheder, der støtter computerspillerne, der hver tredje uge kører om kap over internettet. Aftalen er den første sponsoraftale inden for online motorsport, hvor der indgår kontant støtte. Dermed tager online-racing og Danish Race League et vigtigt skridt i den videre udvikling af sporten, der optager et stadig større antal danskere.
- Sponsoratet er af stor betydning for både DRL og for online-racing generelt. Vi er kun inde i vores andet leveår, men har allerede udviklet os massivt og har tiltrukket de bedste kørere i landet. At vi nu har fået en klassesponsor i dan B mortensen gør, at vi kan drifte og vedligeholde de servere, der bliver brugt til at køre løb på. Det er, så vidt vi ved, den første reelle sponsoraftale inden for dansk sim-racing, hvor sponsoreren mod betaling får eksponering på alle bilerne, vi kører i, siger Anders Molin, der er stifter af online-serien Danish Race League.
Konsulenthuset dan B mortensen er i forvejen involveret i motorsport i den virkelige verden, men kaster sig nu over sponsorat af virtuelle racere. Virksomheden har været hovedsponsor for de danske racerkørere Rene Hoff og Mikkel C. Johansen i en årrække.
- Vores sponsorater inden for motorsporten er gået fra at være en hjertesag til at være en investering og seriøs forretning. Og selvom online-racing måske ikke giver den største eksponering, så er det min helt klare overbevisning, at vores kendskabsgrad vil øges gennem involveringen i virtuel motorsport, siger Dan B. Mortensen, administrerende direktør.
- Vi har i det seneste år investeret mange penge i virksomheden og henvender os nu også til mindre og mellemstore virksomheder. Og netop dem kan vi henvende os til ved at være til stede på racerbanerne. Om de også er til stede på de virtuelle baner, ved jeg ikke med sikkerhed. Men ved at involvere os i Danish Race League, får vi mulighed for at få mere end 500 gode ambassadører, idet vores navn står på alle racerbilerne. Og da sim-racing og Danish Race League hele tiden udvikler sig, synes vi, at det er vigtigt at hoppe med på toget, når det nu for alvor ruller, siger Dan B. Mortensen.
Danish Race Leagues WTCC-mesterskab, der køres efter VM-seriens 2007-kalender og i de samme biler, der kører i bl.a. DTC og WTCC, føres i øjeblikket af den regerende mester Kasper Jensen, der også i det virkelige liv kører racerløb. Den tidligere Renault Clio Cup-mester og nu DTC-kører, dyster mod kolleger som blandt andet DTC-køreren Martin Jensen, den tidligere Renault Clio Cup-kører Jesper Davidsen, Thor Qualmann, der denne sæson har kørt 1600 Challenge, motorjournalisten Karsten Lemche, der har gæsteoptrådt i VW Polo Cup i 2007, Jens-Henrik Hansen, der var en af titelkandidaterne i DEC, Danish Endurance Challenge samt Mike og Mark Mathiesen, kendt fra Casinoportalen Clio Cup og DTC.
Læs kommentarer

pc-racer
