- Artikel
- Galleri (3 billeder)
VW Golf 1,4 TSI Variant
Skrevet 3. jan 2008 af Bilmagasinet.dk. Foto: Bilmagasinet.dk
Medium stationcar
![]()
Af Mikkel Thomsager
Det er som om, VW ikke mener det rigtigt med Golf Variant
Jeg kan godt lide VW Golf, og jeg vil gerne have en stationcar, så Golf Variant burde være den rigtige løsning. Det er det bare ikke.
Golf er stadig Golf, uanset hvilken af de efterhånden mange varianter man vælger. De grundlæggende dyder er i behold, især omkring førersædet, hvor man sidder fremragende og har god adgang til et nydeligt frontpanel. Kabinen er rummelig også omkring bagsædet, og køreegenskaberne er en forbilledlig kombination af god dynamik og fin komfort.
I Bil Magasinets stationcar stortest (BM193 10/07), måtte TDI-motoren stå for skud, men den valgte 1,4 TSI-motor med både kompressor og turbo er en rigtig fin løsning. Den trækker magtfuldt og utrolig jævnt. Dens svaghed er, at brændstoføkonomien går fløjten, hvis man benytter sig af den imponerede effekt. Men alt vel så langt.
Umiddelbart ser bagagerummet også rimeligt ud. Størrelsen er ok, med 505 til 1.495 liters rummelighed. Men så aftager begejstringen også. Det er, som om VW ikke rigtig havde tid til at gøre arbejdet færdigt. Det er blevet til et ikke regulært rum med læssekant og uden ekstra rum i siderne, med dobbelt bund, men med dårligere plads end eksempelvis Skoda Octavia, som benytter samme basisteknik som Golf'en.
Det er da også en offentlig hemmelighed, at VW oprindeligt ikke havde en Variant med i det nye Golf-program (Golf V). Den høje Golf Plus skulle gøre det ud for en familie-Golf. Men kunderne ville det anderledes, og derfor er den i Mexico producerede Golf Variant nu på programmet.
Så hvad gør jeg? Argg!!?!.
Jeg er stadig til Golf. Golf Plus er nøgternt betragtet en bedre løsning til mit behov, men jeg vælger den mere sporty Variant og ser gennem fingre med VWs Mexico-løsning, selv om bagagerummet ikke lever op til resten af bilen.
VW GOLF 1,4 TSI VARIANT
Motor R4, 1.390 cm³, 16V Kompr./Turbo
Ydelse 140 hk ved 5.600 o/min
220 Nm ved 1.750 o/min
0-100 km/t 9,5 sek.
Topfart 205 km/t
Forbrug EU-miks 14,1 km/l
Årlig ejerafgift 3.020 kr.
Vægt/last/påhæng 1.428/532/1.400 kg
Mål (L/B/H) 456/178/150 cm
Bagagerum 505-1.495 liter
Dæk 205/55R16V
Værditab 3 år/60.000 km ca. 138.000 (35 pct.)
Reservedelsindeks 122
Pris 338.202 kr.