Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Bmw univers.
![]()
Af Christian Frost
Skatteministeren har lukket et hul - men også åbnet et nyt
Det er blevet mere kostbart for håndværkeren at køre Porsche Cayenne. Til gengæld har de rimeligt prissatte gule plader fundet vej til biler som BMWs fabelagtige 130i. Nå ja, den koster stadig 100.000 kroner mere end det, svenskerne skal betale for en version med sæder bagi, men i forhold til prisen på hvide plader er der en kvart million at spare, så det går da den rigtige vej. Tænk på den som en ny udgave af Z4 Coupé, der jo som bekendt også kun havde to sæder.
De gule plader bliver aldrig rigtigt pæne at kigge på, men lastrummet er da praktisk om ikke andet. Det er også forbilledligt indrettet med afskærmning af plexiglas, der får varevognen til at virke som om den er fremstillet på fabrikken og ikke i Holstebro (tyskerne er stadig lidt forvirrede over det danske princip med ‘sports-varevogne' ... bare vent, til vi gør det samme med M5 Touring!).
Til gengæld er køreglæden intakt. De, der savner den 6-cylindrede M Power-maskine i den tidligere M3, vil hurtigt finde sig til rette. Læderrattet, der ligger så naturligt mellem hænderne på dig; den 6-trins gearkasse med det hurtige aftræk; koblingen som kræver den helt rigtige mængde finesse; baghjulstrækket og så motoren, de seks cylindre på række, der stadig synes som indbegrebet af BMW.
Den dybe snerrende lyd følger naturligvis med, ligesom det solide skub i ryggen hele vejen gennem omdrejningsregisteret. Allerede ved 2.750 o/min er der 315 Nm til rådighed, og sammenligningen med den gamle M3 er ikke taget ud af luften, for du er kun et sekund efter på 0-100 tiden. Det er nødvendigt med en elektronisk begrænsning for at holde farten nede på 250 km/t, men er 130i ikke nok kommer 135i, med turbo og 306 hk, måske som hatchback, og dermed også van senere hen.
Vi troede aldrig vi skulle sige det: Luk nogle flere huller, hr. minister!
BMW 130i van
Motor R6, 2996 cm³, 24V
Ydelse 265 hk ved 6.600 o/min
315 Nm ved 2.750 o/min
0-100 km/t 6,0 sek.
Topfart 250 km/t
Forbrug EU-miks 12,0 km/l
Årlig ejerafgift (privat-tillæg: 5.040 kr.) 1.810 kr.
Mål (L/B/H) 424/175/142 cm
Vægt/last/påhæng 1.450/425/1.200 kg
Bagagerum 1150 liter
Dæk 205/50R17W
Værditab 3 år/60.000 km ca. 135.000 kr.(38 pct.)
Reservedelsindeks 120
Pris 358.384 kr.
Læs kommentarer

For 358.000 kr. får du en 130i, der kan omtrent det samme som den gamle M3
