![]()
Af Carsten Nymann
Dodge-designerne kender ikke janteloven og det hævner sig
Jeg ville så gerne kunne lide Dodge Avenger - på samme måde, som jeg så gerne vil kunne lide den nye Fiat 500 eller enhver ny film med Jessica Alba. Som den stod der på p-pladsen den første dag og ventede på mig med lyset spillende i Dodge Charger-skuldrene og den forkromede front, var jeg glad for min Avenger. Da jeg første gang var i Føtex i den, og alle Mondeo- og Passat-familiefædrene sendte lange blikke, var jeg rigtig glad for den. Og selv når jeg satte mig ind på de flade, grå kunstlædersæder og betragtede den hårde, kantede plastkabine, var jeg ikke slået ud af kurs. "Det er jo en amerikaner, hvad kan man forvente?" tænkte jeg med kollega Bachmanns kærligheds-ode til Ford Mustang i baghovedet.
Desværre har Dodge Avenger mere til fælles med Paris Hilton, end den har med en Ford Mustang. Under det æggende ydre er der tomt som et kornlager i Uganda, og det gjorde ondt, da jeg drejede nøglen og vippede lidt med pedalen dernede i P-kælderen. Skuffelsen blafrede i omgivelsernes øjne, mens mastodonten slap en flad, firecylindret fis ud gennem udstødningen, og jeg måtte tøffe forbi Passat'erne og Mondeo'erne, der alle sammen præsterer momentkurver, som jeg kun kunne drømme om.
Jeg ville så gerne kunne lide Avenger. Havde den "bare" haft baghjulstræk og en stor, grov US-V8'er, så havde jeg med lethed kunnet se bort fra den billige plast og de klumpedumpede køreegenskaber, som bilen desværre også har fået med sig fra USA.
Komfortniveauet er ok, men der er ingen dynamik i undervognen, og så er der slet ikke power nok i den lille 2-liters motor. Det reelle alternativ er den 140 hk VW-diesel. Men den koster 90.000 kr. mere, hvilket ødelægger en ellers god pris.
DODGE AVENGER 2,0 SXT
Motor R4, 1.998 cm³, 16V
Ydelse 156 hk ved 6.300 o/min
190 Nm ved 5.100 o/min
0-100 km/t 10,8 sek.
Topfart 190 km/t
Forbrug EU-miks 12,8 km/l
Årlig ejerafgift 3.500 kr.
Mål (L/B/H) 485/184/150 cm
Vægt/last/påhæng 1.555/445/1.000 kg
Bagagerum 438 liter
Dæk 215/60R17H
Værditab 3 år/60.000 km ca.145.000 kr.(42 pct.)
Reservedelsindeks 112
Pris 339.990 kr.
VI SYNES...Hvis bare udseendet var alt, ville Dodge Avenger score seks ud af seks stjerner. Nu får den to for det kunstneriske indtryk.
Læs kommentarer

Avenger signalerer bulder og brag, men i virkeligheden er den lidt af en knaldperle...

