Peugeot 207 SW S16 HDI

Med stort bagagerum på 207 ser  Peugeot ud til igen at ramme plet hos familierne Med stort bagagerum på 207 ser Peugeot ud til igen at ramme plet hos familierne
Skrevet 2. jan 2008 af Bilmagasinet.dk. Foto: bilmagasinet.dk

Nyt til familien Danmark

Se mere om: diesel, cooper, hdi, mini, peugeot, motor

Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Mini og Peugeot univers.

Mini Peugeot

 

Af Christian Frost

Du får rigtigt meget bil i Peugeot 207 SW S16 - for kun 250.000 kroner

Det er familien Danmarks nye bil, du ser her, hvis det ellers går, som det plejer for Peugeot. Stationcars har alle dage været populære, men det er ikke, fordi markedet ligefrem flyder over med dem i denne størrelse. Der er Skoda Fabia, og en stationcar-udgave af Renault Clio er på vej, og nu en version af Peugeot 207, som det er nemmere at proppe en baby m.m. ind i.

Udvalget af motorer strækker sig fra en ny 1,4 med 95 hk, udviklet sammen med BMW (samt den gamle 1,4 med 73 hk, der kun er noget for de fornærede). Der kommer også en RC-udgave med turbo og 174 hk, som du kan vælge at betale det dobbelte for i den nye MINI Clubman, og så det indlysende valg, den sparsommelige 1,6 HDi-diesel med 109 hk, som vi har her. 

Ret beset har du ikke brug for mere. 0-100-tiden får den til at se langsommere ud end den er, for det er mellemaccelerationerne, som gør dig i stand til at sno dig gennem trafikken, og den opgave løser den lille 1,6-liters HDi-motor fornemt.

Testbilen havde blot kørt 5.000 km, hvilket forklarer det noget høje støjniveau, den lidt træge fornemmelse i byen og forbruget, der med en gennemsnit på 14,5 km/l lå en del under de 20 km/l, Peugeot lover.

Vi har kørt den før både i Volvo V50 og MINI Cooper D, og vi ved, at det bliver bedre efterhånden som kilometertallet stiger. Du er aldrig i tvivl om, at det er en diesel, du kører, men lyden bliver noget blødere, og det gennemsnitlige forbrug stiger til omkring 17 km/l.

Et gear mere, tak!
Det kunne faktisk blive endnu bedre, hvis Peugeot havde valgt at give 207 den 6-trins gearkasse, som -findes til samme motor i MINI Cooper D.

Det må være noget politisk, for 207 RC har samme problem. Du får seks gear i MINI Cooper S - fem i 207 RC. Det sikrede, at RC'eren satte langsomste tid på Handling Day, og at 207 SW HDi aldrig bliver helt så sparsommelig, som den kunne være.

Til gengæld får du oceaner af standardudstyr med S16 (erhm, S16? Ja, det var engang en sportslig model som ikke helt var en GTI, nu er det et ustyrstrin). Historien ville blive lang, hvis jeg skulle nævne det hele, men der er el-ruder, centrallås, sportssæder, læderrat, aircondition, som også køler handskerummet, automatisk katastrofeblink, seks airbags, samt glastag og separat oplukkelig bagrude med fjernbetjening. Dertil kommer, at 207 SW ser næsten helt normal ud.

Det er en smagssag, om man holder af fransk futurisme (og hvis du gør, så bare rolig; baglygterne ligner stadig noget fra Transformers!). Men i modsætning til 407 SW, hvor funktion har lidt under form, er det omvendt med 207 SW. Og det er vi glade for... hvis vi så lige kunne få det sjette gear, der....

PEUGEOT 207 SW S16 HDI
Motor R4, 1.560 cm³, 16V, turbodiesel
Ydelse  109 hk ved 4.000 o/min
            260 Nm ved 2.000 o/min
0-100 km/t       10,3 sek.
Topfart 188 km/t
Forbrug EU-miks         19,2 km/l
Årlig ejerafgift   3.220 kr.
Vægt/last/påhæng         1.431/352/950 kg
Mål (L/B/H)     414/172/151 cm
Bagagerum       357-1.258 liter
Dæk     195/55R16H
Værditab 3år/60.000 km          ca. 80.000 (32 pct.)
Reservedelsindeks        117
Pris      246.990 kr.

VI SYNES...Komfortabel, veludrustet og sparsommelig. Med en mérpris på kun 28.000 kr.,  er det oplagt at din 207 bør være en SW.

 

 

Læs kommentarer

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud