Land Rover Range Rover TDV8 3,6 Vogue aut.

Biltest af Land Rover Range Rover TDV8 3,6 Vogue aut. Biltest af Land Rover Range Rover TDV8 3,6 Vogue aut.
Skrevet 16. jan 2007 af Bilmagasinet.dk. Foto: Bilmagasinet.dk

Min bil er min borg

Se mere om: diesel, v8, rover

Af: John Sørensen

Range Rover TDV8 har alt, hvad en rigtig gentleman ønsker sig – mest af alt stil

Det var på tide, at jeg slap af med dén Range Rover igen. Den er på alle -måder for lækker, arrogant og ikke mindst for dyr til at blive min – og jeg var mildt sagt ved at blive hooked på den nye TDV8’er, som testugen skred frem.

Denne terrænbilernes Rolls har alt, hvad du kan begære. Ikke mindst med den nye Ford/Jaguar V8 biturbo-diesel på 272 heste er tingene gået op i en højere enhed, selv om der findes masser af biler i samme genre, som har mere under hjelmen.

Men hvor er dén slags petitesser som ”andre biler” dog lige meget, når du cruiser af sted tværs over godsets jorder i din nye Range Rover. En model, der efter min mening besidder mere stil i nummerpladeholderen end en Cayenne har i hele sin kiksede fremtoning.

Her er knapper overalt
Sådan er det at blive hooked; jeg ved det. Men så kig dog, mand: Betragt skønheden i den store kantede kasse, der ser nøjagtigt ud, som den skal. Historien og arven fra højlandet er til stede i hver en linje, og stiger du op i bilen, overvælder det eminente interiør dig. Alene rumfornemmelsen – et aristokratisk herreværelse i træ og læder, fyldt med upraktiske kringelkroge og knapper – jeg si’r dig, der er knapper til næste juleaften.

Nyt er sæder, der ventileres med varme/kulde gennem små perforeringer – skønt både sommer og vinter. Koster 18.760 kr. ekstra, men nu rart efter en dag på godsets rævejagt – og elektrisk håndbremse; oh, well, hvis der nu absolut skal ændres på tingene...

Danser på tre ton
Det geniale Terrain Response off-road styreprogram er på sin plads i denne bil. Sammen med permanent 4WD med 50/50-fordeling af kraft på for- og bagaksel og luftaffjedring med ekstremt lang vandring er denne næsten tre tons tunge kolos en danser i mudderet.

Den lavmælte dieselbrummen generer ikke den herskabelige atmos-fære. Ingen turbotøven, men jævnt træk over hele linien via ZF-automatgear med seks skud i bøssen. 640 Nm fra 2.000 o/min. burde vel række til de fleste – skal du ha’ mere, så køb da en af arbejderklassens Porsche-firehjulstrækkere, eventuelt på (gys...!) gule plader.

Ja, sådan bli’r man altså efter en uge i Range Rover. Verdensfjern og hævet over pøblen i en grad, at du knapt gider vende tilbage.
Men heldigvis er det ikke sådan, at du kører råddent og opfører dig aggressivt i trafikken, som suv-haderne påstår. Snarere tværtimod, for en Range Rover er så overlegen i hele sin fremtoning, at du bare læner dig tilbage og lader de andre skravl i trafikken om at fare afsted som de plebejere, de er.

Prisen på over 1,8 million må danskerne selv om. Indeed, what a silly litlle country. James, kør mig fluks til mit estate i Sverige!

RANGE ROVER TDV8 3,6 VOGUE
Motor V8, 3.628 cm, 32V, turbodiesel
Ydelse 272 hk. Ved 4.000 o/min
640 Nm ved 2.000 o/min
0-100 km/t. 9,2 sek.
Topfart (begrænset) 200 km/t.
Forbrug EU-miks 8,9 km/l (målt: 7,2 km/l)
Årlig ejerafgift 12.180 kr.
Vægt/last/påhæng 2.775/425/3.500 kg
Mål (L/B/H) 497/196/186-199 cm
Bagagerum 535/1.756 liter
Dæk 255/60R18H (testbil: 20”)
Værditab 3år/60.000 km ja, men who cares?
Reservedelsindeks 475
Pris 1.800.000 kr.
Pris u/afgifter ca. 630.000 kr.

VI SYNES…3 ton tung og 5 m lang bil til 2 mio. kr. med 8 cylindre og kabine fra en lystyacht. Extravagance, you say? Nej, nej, det er jo en diesel.

6 nr. af Bil Magasinet + elektronisk p-skive 248,00 kr. SPAR: 579,70 kr. BESTIL

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Mest læste


Abonnér på BILMAGASINET.DK Se alle tilbud