- Artikel
- Galleri (3 billeder)
Seat Altea 2,0 TDI Stylance DSG
Skrevet 17. feb 2005 af Bilmagasinet.dk. Foto: Bilmagasinet.dk
Aha-oplevelse i Altea
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Seat univers.
Af: John Sørensen
To liter TDI-kværn og en knivspids DSG-gear: Genialt!
De der mpv-biler har aldrig sagt mig en disse: For høje, for grimme, for tunge, for dyre. Nu er jeg heller ikke lige i målgruppen, men mange gange har jeg spurgt mig selv (og andre), om ikke den typiske familiebilkøber var bedre tjent med en almindelig stationcar.
Nå, jeg lånte en Seat Altea 2,0 TDI med DSG-gear i juleferien, altså modellen med den store dieselmotor og det nye automatgear, og modstræbende må jeg indrømme, at den ser godt ud. Den har vist nok 30 aflæggerum, vinduesviskerne lægger sig kælent ud til siderne desværre med noget vindstøj til følge og den dobbelte bagagerumsbund er en fin detalje, når du ikke har brug for dybden i rummet.
Gi den høvl igen og igen
Det gik fint med juletræet og alle gaverne, men det var nu motor og gearkasse, der fik mig til at køre en omvej efter julestadsen.
For dælen, hvor den bil bare rykker. 140 hestes pumpe-dyse diesel med 320 Nm fra kun 1.750 o/min i kombination med en sekstrins Direct Shift Gearbox det dur! Accelerationen er massiv, og du oplever overhovedet intet dyk i kræfterne for hvert skift opad. Det skulle være muligt at køre næsten 17 km/l ved blandet kørsel, men det opnåede jeg ikke. For du har bare lyst til give dén bil høvl igen og igen, bare for at opleve power-rykket. Mellem-accelerationerne er en drøm og som rejsebil på langtur er det intet problem at holde en kadence på 160-170 km/t. Kunne de få krybe-tendensen væk fra gearkassen ved stilstand, var drivlinjen perfekt.
DSG-gearet alene koster næsten 30.000 kr. Skal der lidt bil udenom, ender vi på 369.407 kr.
Seat Altea 2,0 TDI Stylance DSG
SPECIFIKATIONER
Motor R4, 1968 cm3, 16V, turbodiesel
Ydelse 140 hk ved 4000 o/min
320 Nm ved 1.750 o/min
0-100 km/t. 9,8 sek.
Topfart 199 km/t.
Brændstofforbrug 16,7 km/l
Årlig ejerafgift 4.500 kr.
Vægt 1.450 kg
Mål (L/B/H) 428/177/155 cm
Bagagekapacitet 409/1320 liter
Totaløkonomi Billig at køre i men tvivlsomt hit som brugtbil. Seat Altea med den mindre 1,9 TDI-motor (105 hk) er et billigere køb. Efter tre år og 60.000 km spår vi et værditab på 40 pct. (150.000 kr.) på 2,0 TDI.
Reservedelsindeks 117
Pris 368.781 kr.
VI SYNES...Seat Altea er en frisk fornyelse af mpv-genren. Rummelig, praktisk og sjov. Med diesel og DSG er den en effektiv køremaskine til langtur. Men for dyr for de fleste.