- Artikel
- Galleri (4 billeder)
Mitsubishi Grandis 2,4 Invite aut.
Skrevet 23. sep 2004 af Bilmagasinet. Foto: Bilmagasinet.dk
Familiefrækkert

Af: Karsten M. Lemche
Grandis ligner en sportsvogn parret med en kassevogn
10 meter fra mit skrivebord sidder Vmax-drengene med bette Holt og artdirector Tønder som fremskudt pelvis. Og det er sjældent, de kommenterer de biler, vi kører i. O.k., de vågner, når et monster med over 300-400 hk holder parkeret, men det gør alle i kvarteret, så det tæller ikke. Men denne metallicviolette Grandis fik de to gutter op af stolene, og designet fik totalt thumbs up af de garvede stylingseksperter.
Nu er jeg ikke et unikum i spoilere og udspartlinger, men jeg må give de to ret i, at Mitsubishi har ramt helt rigtigt med designet på den nye mpv. Og det bliver kun bedre, når 17-tommer alufælge er standard. Og selvom farven ikke gør sig alene, passer den rigtig godt til bilen, som er stilsikker, lækker og fuld af selvtillid.
Inde i kabinen har Mitsubishi fulgt op med et let violet tema i plasticen. Det er ikke så slemt, som det lyder, men alligevel. Til gengæld vil du glæde dig over de gode sæder og pladsen i kabinen. Især hvis der ikke sidder voksne på bagsæderne. Så kan du klappe de to allerbageste sæder ned i gulvet og skubbe den midterste sæderække frem i kabinen. Det giver markant mere bagageplads, end de 320 liter den er opgivet til. Men du får aldrig samme mpv-følelse som i Renault Espace.
Og så er der et punkt, hvor Grandis falder igennem: motoren. For selvom den er på 2,4 liter, lyder den anstrengt under kraftig acceleration. Læg dertil, at automatgearet kun har fire gear, hvor alle andre i dag har fem eller flere.
Mitsubishi Grandis 2,4 Invite aut.
SPECIFIKATIONER
Motor R4, 2.378 cm3, 16V
Ydelse 165 hk ved 6.000 o/min 217 Nm ved 4.000 o/min
0-100 km/t. 11,7 sek.
Topfart 190 km/t.
Brændstofforbrug EU-miks: 10,0 km/l
Årlig ejergift 5.500 kr.
Vægt 1.600 kg
Mål (L/B/H) 476/180/166 cm
Bagagekapacitet 320/1.545 liter
Totaløkonomi Topmodeller taber altid lidt ekstra, og Grandis er en af de dyreste Mitsubishier. Så forvent et tab på cirka 200.000 kr. (cirka 39 procent) over tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks 147
Pris 512.995 kr.
Vi synes...Mitsubishi Grandis har et af de mest spændende og selvsikre design i mpv-klassen plus rimelig god plads, men vælg den med manuelt gear.