- Artikel
- Galleri (6 billeder)
Lotus Elise 111S
Skrevet 20. apr 2004 af Bilmagasinet. Foto: Bilmagasinet.dk
Superbilens skyggeside
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Lotus univers.
Af: Karsten M. Lemche & Thomas Wulff
Du har set utallige sportsvogne badet i solskin her i bladet, men kan
de overhovedet bruges til hverdagskørsel? Vi tester Lotus Elise 111S
God damn, det er irriterende at sidde i en lav sportsvogn, når regnen siler ned, køen på Nordre Fasanvej strækker sig langt ind i helvede, og forlygterne på Toyota HiAcen bagved blænder i bakspejlet.
Det er første gang, jeg kører en Lotus Elise i trafik, og det er ikke verdens fedeste oplevelse. Især HiAce-forlygterne, der gennemlyser mit hoved som et røntgenapparat, får mig til at tænde helt af. Så før der begynder at rulle håndværker-hoveder, trækker jeg ind til siden for at lade ham komme forbi. Men kvalerne er ikke overstået. Under kørslen drypper vandet ind i kabinen lige ved venstre ben. Jeg bliver ikke våd, men charmen er til at overse. Samtidig er de flotte aluminiumspedaler så glatte, at mine våde sko glider af et par gange. Hjulspind i andet gear kan jeg leve med og sikrer samtidig, at du ikke luller hen bag bilens rat.
Det sidste søm i kisten blev allerede banket i, før køreturen startede, da jeg ventede to minutter på, at ruderne skulle afdugge, opgav og kørte ud i trafikken med 60 procent ren forrude. Direkte ud i en lang kø, forstås.
Er livet surt i en sportsvogn? Kigger du på det praktiske, er svaret ja: En Lotus Elise er en sikker billet til Skt. Hans lukkede afdeling, hvis du bruger den vinteren over. I regnvejr er den vild jeg tør slet ikke forestille mig, hvordan den vil opføre sig, hvis asfalten var dækket med sne. Centermotoren og den lave vægt giver chaufføren seriøst hårdt arbejde bag det lille rat.
Endelig sol
Én dag i løbet af denne triste vinteruge viser Gud næstekærlighed og lader solen brænde gennem skyerne. Gestussen bliver prompte kvitteret med en tur på landevejene, hvor Elisen egentlig hører hjemme kalechen pakket væk og fri luft til lungerne.
111S-modellen er ikke den nyeste version fra Lotus med Toyota-motoren, men den næstkraftigste model med 158 hk til 750 kg. Det giver hår på brystet at klemme alle hestekræfterne ud af den lette sportsvogn. For den er hurtig på de snoede stykker så hurtig at intet normalttænkende menneske vil forsøge at nærme sig bilens grænser på landevej. Derfor kører jeg forbi KTI ved Roskilde en tidlig torsdag morgen. Desværre har det regnet om natten, og i regnvejret viser Elisen sig igen ikke som verdens bedste partner.
Ingen ABS
Vi har også en Nissan 350Z med på banen, og selvom Elisen burde køre fra den, har den ingen chance med vand på vejen. Uden ABS tør man ikke bremse sent, og på vej gennem svingene er den fine indstyring byttet ud med understyring. Nissanen kører til gengæld sejrsvant sidelæns gennem svingene. En japaner har netop klapset en Lotus det burde ikke kunne lade sig gøre, og det kan det heller ikke, da banen er blevet kørt tør af Nissanens brede dæk, og solen er begyndt at titte frem. Elisen samler de sidste kræfter, og vi begiver os ud på endnu en tur. Lidt modvilligt for jeg kan ikke se, hvad meningen er endnu mere understyring, endnu et nederlag til den kække japaner. Men Elisen insisterer, og allerede efter to omgange er den som forvandlet og Nissanen passeret. Så Elise 111S kan beskrives kort: Sol og sommer ja, tak! Regn og vinter glem det, og tag bussen!
Lotus elise 111S
SPECIFIKATIONER
Motor R4, 1.795 cm3, 16V
Ydelse 158 hk ved 7.000 o/min,
175 Nm ved 4.650 o/min
0-100 km/t. 5,3 sek.
Topfart 212 km/t.
Brændstofforbrug EU-miks: 14,7 km/l
Årlig ejerafgift 2.520 kr.
Vægt 750 kg.
Mål (L/B/H) 379/172/114 cm
Bagagekapacitet 115 liter
Totaløkonomi Der er ikke mange Lotus Elise 111S indregisteret i Danmark, derfor er afskrivningen svær at vurdere. Vi sætter den til 40 procent (310.000 kr.) over tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks 246
Pris 775.000 kr.
VI SYNES... Som helårsbil falder Elise fuldstændig igennem. Hvis ikke du slår dig ihjel på en sneglat vej, dør du af irritation over alt det upraktiske ved bilen.