- Artikel
- Galleri (5 billeder)
Hyundai Trajet 2,0 GL MPV
Skrevet 20. feb 2004 af Bilmagasinet.dk. Foto: Bilmagasinet.dk
Pensionist til discountpris
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Hyundai univers.
Af: Peter Clausen
Hyundai Trajet 2,0 GL giver masser af bil for pengene, men teknisk er den et pænt stykke bagud.
VI HØRER det til hudløshed: Bilerne bliver dyrere og dyrere. Det gælder bare ikke dem alle, bare se på Hyundais store mpv, Trajet. Da vi havde basismodellen 2,0 GL til stortest i nr. 11/2000, kostede den 299.998 kr., og nu, tre et halvt år senere, vil Hyundai kun have 279.997 kr. for den.
Det er 27.601 kr. billigere end en fempersoners VW Touran med 115 hk. Alligevel er Trajet så stor som en VW Sharan og har syv reelle siddepladser, masser af bagageplads, og en toliters maskine med 136 hk. Så meget for så lidt der må stikke noget under.
Tja, du får, hvad du betaler for. Selve bilen er ret gammeldags, og så er det spørgsmålet, om du kan og vil leve med det. Brugsværdien kan du ikke sætte en finger på, for selv på tredje række har du plads til benene uden at hugge fødderne af først, sæderne, der dog er ret tunge, kan pilles ud, og selv med alle pladser er i brug, er der plads til 523 liter bagage.
Bag rattet er der til gengæld ingen tvivl om, at Trajet er en ældre sag. Hård, trist plast dominerer på førerpladsen, udstyrsniveauet er ikke imponerende, blandt andet har 2,0 GL ikke aircondition, og rattet kan kun justeres i højden. Alderen trykker også på komfort og køreegenskaber. Der er ikke mange gram køreglæde i den bløde undervogn, og intet ESP-system hjælper, når Trajet mister fodfæstet.
Fald heller ikke i svime over de 136 hk, for de har 1.725 kg at slæbe på. Derfor skal det slaskede og upræcise gear med de lange vandringer motioneres grundigt for at holde gryden i kog, og med omdrejninger på larmer maskinen som et tærskeværk. At Trajet ikke gjorde sig heldigt bemærket i Euro NCAP-crashtesten, vidner også om alderen.
Trajet er bestemt ikke en dårlig bil slet ikke, hvis plads og pris er vigtigst. Den har bare aldrig været specielt moderne, og efter fire år på gaden er den det slet ikke. Og det er den regning, du betaler for den lave indkøbspris.
Hyundai Trajet 2,0 GL MPV
Tekniske data: Motor: R4, 1.997 cm3, 16V. Ydelse: 136 hk ved 5.800 o/min, 183 Nm ved 4.600 o/min. 0-100 km/t.: 13,1 sek. Topfart: 179 km/t. Brændstofforbrug: EU-miks: 10,8 km/l. Årlig ejerafgift: 5.000 kr. Vægt: 1.725 kg. Mål (L/B/H): 470/184/171 cm. Bagagekapacitet: 523/3.178 liter.
Totaløkonomi: Hyundai Trajet er ikke verdens mest efterspurgte, men en brugt mpv kan altid sælges, og den lave pris holder afskrivningen i ave. Vi spår et minus på 34 pct. (ca. 95.000 kr.) efter tre år/50.000 km.
Reservedelsindeks: 162
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 997 kr.
30.000 km: 1.496 kr.
45.000 km: 1.096 kr.
Pris: 279.997 kr.
Jeg synes...Hyundai Trajet giver masser af bil og plads for pengene men skal det også være sjovt at køre bil, vil du kede dig ihjel bag rattet.
Kommentar
-
Rasmus Voss Hej Vi er en familie på 6 personer med forholdvis lav indkomst. Vi har brug for en bil der er billig og stor. Jeg er ligeglad med læder, gammelmands træ, esp, jada jada jada, Jeg skal have en billig simpel bil. Det blev en trajet