Nissan Micra 1,2 Visia

Biltest af Nissan Micra 1,2 Visia Biltest af Nissan Micra 1,2 Visia
Skrevet 20. feb 2003 af Bilmagasinet.dk. Foto: Bilmagasinet.dk

Micra-kosmos

Se mere om: nissan
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Nissan univers. Nissan

Af: Thomas Hjortshøj & Peter Clausen

Slet den gamle, anonyme Micra fra din hukommelse, for den nye ligner noget, der kommer fra en anden planet.

11 ÅR ER lang tid. Men når vi taler levetid for en japansk bilmodel, er det noget nær et mirakel. Ikke desto mindre nåede den gamle Nissan Micra at få 11 lys i lagkagen, inden den sidste kørte af samlebåndet. Men med den intense konkurrence, der hersker i miniklassen i dag, skal den nye Micra nok regne med at gå på pension lidt tidligere, selvom den viser gode takter.

Visuelt var den gamle Micra lige så ophidsende som en kold medister, hvor den nye mere minder om finere fransk kogekunst. De ovale forlygter, der er krøbet helt op i panden, giver Micra et insekt-agtigt look på den nuttede måde. Bagenden virker knap så vellykket, men den er til at leve med. Det er fransk ‘chic’ blandet med japansk nøgternhed.

Det er blevet en del lettere at entrere en Micra, idet alle modeller er udstyret med ‘key-less-go’ som standard. Ved at have fjernbetjeningen i lommen behøver jeg blot at trykke på en lille knap på dørhåndtaget for at låse bilen op. Dernæst træder jeg på bremsen, et grønt ‘key’ lyser op i instrumentbordet, og så skal jeg blot dreje startknappen. Let og elegant.

Interiøret virker indbydende med et instrumentbord, der er simpelt og overskueligt indrettet. Alle knapper til stereo- og ventilationsanlæg er placeret højt, så de er nemme at komme til, men elfenbensfarvede betjeningsgreb faldet ikke i alles smag.

“De minder om noget fra et komfur”, sagde en af mine passagerer. Det hele virker til gengæld solidt, og samlekvaliteten er fornem. Der er masser af små aflæggerum i kabinen plus to kopholdere.

Der er minusser i min sorte bog for flade siddehynder bag, der giver dårlig støtte. Og førerpladsen lider også under, at rattet kun er højdejusterbart. Bagsædet imponerer heller ikke. Godt nok er benpladsen acceptabel, men det buede tag betyder, at jeg må dukke hovedet lidt for at undgå kontakt med loftet.

Skal du på længere ture, gør du klogt i at pakke let, for bagagerummet sluger kun 237 liter. Men bagsædet kan justeres i længderetningen, så du kan få mere bagageplads, men så forsvinder benpladsen på bagsædet.

Med 1,2-liters motoren og 80 hk under den korte motorhjelm er Nissan Micra godt motoriseret. Den har et tilstrækkeligt kraftoverskud og er omdrejningsvillig, men den bliver grov i tonen over 4.000 o/min. Her ville mere støjdæmpning være på sin plads. Gearskiftet er let og præcist, så du rammer plet hver gang.

Jeg kunne ønske den samme fornemmelse fra styretøjet, men her berøver el-servoen enhver form for føling med forhjulene. Det betyder, at Micra ikke er lige så sjov at styre som eksempelvis en Ford Fiesta. Undervognen er ellers godt afbalanceret med et udmærket vejgreb, og affjedringen sluger de fleste ujævnheder fornemt.

Rationelt set burde Micra kun få en middelgod karakter, for der findes mere rummelige, velkørende og støjsvage biler blandt konkurrenterne. Men minusserne er ikke større, end at de er til at leve med, og Micra vinder på sit charmerende og inspirerende design og en fornuftig pris.

Nissan Micra 1,2 Visia

Tekniske data: R4, 1.240 cm3, 16V. Ydelse: 80 hk ved 5.200 o/min, 110 Nm ved 3.600 o/min. 0-100 km/t.: 13,9 km/l. Topfart: 167 km/t. EU-mix: 16,9 km/l. Årlig ejerafgift: 1.520 kr.
Totaløkonomi: Minibiler er populære som aldrig før, og Micra bliver det uden tvivl også. Regn med en afskrivning på cirka 30 procent (ca. 46.000 kr.) over 3 år eller 50.000 km.
Reservedelsindeks: 71
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 807,50 kr.
30.000 km: 1797,50 kr.
45.000 km: 807,50 kr.
Pris: 153.995 kr. (+10.000 kr. for aircon.)Vi

Vi synes...Micra er ikke den bedste i klassen, men den vinder på sin charme.

6 nr. af Bil Magasinet + elektronisk p-skive 248,00 kr. SPAR: 579,70 kr. BESTIL

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Mest læste


Abonnér på BILMAGASINET.DK Se alle tilbud