- Artikel
- Galleri (3 billeder)
Nissan Primera 2,2 CDi Visia st.car
Skrevet 26. Januar 2002 af Bilmagasinet.dk. Foto: Bilmagasinet.dk
To plus to kan give tre
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Nissan univers.
Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen
Nissan Primera med commonrail diesel lyder som en god løsning. Det er det bare ikke
Hvis nu man tager en god bil og putter en god motor i den, må resultatet da blive godt? Nej, ikke nødvendigvis. Sådan er det med Nissan Primera 2,2 CDi Visia stationcar. Den nye Primera har ikke Mondeo-dynamik, men den har designet med sig, så hvis man nu kombinerer karrosseriet med 2,2 commonrail turbodiesel-motoren, som gør det så godt i Almera, burde alle da være glade?
Njah, kombinationen - som i øvrigt løber op i 340.000 kr. - giver ikke den ventede forløsning. Bevares: De 126 hk og 280 Nm kan ingen tage fra motoren. Alligevel er der en del elastik-motor over præstationerne. I bytrafik er der ikke meget bid i motoren, der skal trækkes i gang, før den gider præstere, hvilket gør den tung og modvillig. Men når først man er oppe i fart, er der til gengæld både saft og kraft at dele ud af. Mystisk!
Problemet skyldes givetvis gearing-en, og det er ironisk i betragtning af, at seks gear er standard med CDi-motoren. Men lige meget hjælper det. I øvrigt er gearet i sig selv et problem for Primera. Den femtrins har helt uacceptable vandringer, selv når den sidder i gear. Unøjagtigheden er mindre i den seksgears, men der er stadig meget æblegrød over gearkassen.
Designmæssigt står stationcar-versionen ikke tilbage for sedanen. Indvendig giver stationcaren en oplevelse af ekstra rummelighed, som går igen, når man åbner bagagerummet. Det er både stort og regulært. Læssehøjden er dog i overkanten. Til gengæld er der et praktisk ekstrarum under gulvet.
En detalje, man skal vænne sig til, er den elektriske åbning af bagagerummet. Når bilen er slukket, kan bagklappen åbnes manuelt, men når motoren kører, kan klappen kun åbnes fra en kontakt i døren, så man skal hen til fordøren for at åbne bagagerummet. Det er en kuriositet, som falder godt i tråd med instrumenternes centerplacering. Her irriteres man af reflekser, når solen falder i bestemte vinkler. Til gengæld er de vandret monterede kontakter og greb en genialitet, som man hurtigt lærer at sætte pris på. Det kunne have været et godt aktiv sammen med en villig motor, men som sagt står Primera stadig i skyggen af Ford Mondeo.
Nissan Primera 2,2 CDi Visia st.car
Tekniske data: Motor: R4, 2.184 cm3, commonrail turbodiesel, 16V. Ydelse: 126 hk ved 4.000 o/min. 280 Nm ved 2.000 o/min. 0-100 km/t: 11,2 sek. Topfart: 195 km/t. EU-mix: 16,4 km/l. Årlig ejerafgift: 4.500 kr.
Totaløkonomi: Den brugte Primera diesel vil givetvis holde værdien godt, omend nyvognsprisen er til den stive side. Efter tre år og 50.000 km vil Nissan Primera 2,2 CDi Visia st.car have tabt ca. 116.000 kr. (34 procent).
Reservedelsindeks: 131
Service ekskl. materialer:
20.000 km: 954 kr.
40.000 km: 2.147 kr.
60.000 km: 954 kr.
Pris: 339.994 kr.
Vi synes...Det lyder bedre, end det er

Skriv en kommentar