Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Seat univers.

Af: Thomas Hjortshøj
Seat Ibiza TDi har masser af temperament, men skuffer på det køredynamiske område.
Da Seat præsenterede den nye Ibiza, blev jeg en smule skuffet, fordi den sportslige topmodel var en diesel. Men efter at have tilbagelagt 2.400 km i en Ibiza 1,9 TDI 130 fortaber skuffelsen sig i glemslens tåger. Den 130 hk stærke 1,9-liters dieselmotor giver den lille Ibiza et temperament, der sagtens kan leve op til betegnelsen topmodel.
9,4 sekunder for 0-100 km/t lyder måske ikke imponerende. Men der er ikke mange GTi-biler, der kan hænge på i mellemaccelerationer. Det er det, der tæller. Det er sjældent, du havner i en lyskrydsduel, hvor du holder helt stille. Du har mere brug for mellemaccelerationer, så du kan udnytte hullerne i trafikken. Med 310 Nm ved 1.900 o/min. hamrer Ibizaen afsted med imponerende fanden-i-voldsk-hed. Det er sjovt at lunte afsted inde i byen i andet eller tredje gear og så trampe på gaspedalen. Men er der blot lidt fugtigt, kommer anti-spin-systemet på overarbejde.
På autobanen gør den også en god figur. Den holder med lethed en marchfart på 200 km/t. Ibiza 1,9 TDI er udstyret med en seks-trins manuel gearkasse, hvor sjette gear virker som et cruiser-gear, for der er ikke meget acceleration tilbage i det. Men den spurter afsted, når du trækker pinden ned i femte og giver den noget gas.
Som bonus kan du fryde dig over brændstofforbruget. På turen gennem Tyskland lå hastigheden ofte på 200 km/t med et gennemsnitsforbrug på 13,4 km/l, og ved mere almindelig motorvejsfart er forbruget på 16 km/l.
Undervognen mere kontant end på de øvrige Ibiza-modeller, og det mærkes ved bykørsel. Små, skarpe ujævnheder slår kontant igennem, men det bliver bedre, når hastigheden øges. Køredynamisk er Ibiza en mellemvare. Styretøjet er præcist nok, men det elektro-hydrauliske servostyretøj filtrerer for mange informationer væk. Undervognen lever heller op til forventningerne om sportslige køreegenskaber. Hvis du går til vaflerne, begynder den at understyre, og hjulene har problemer med et bevare vejgrebet.
Prisen for en Ibiza 1,9 TDi 130 er 247.998 kr., hvilket er lige i overkanten. Jeg kunne godt fristes til at lede efter en brugt Seat Leon 1,8 20VT med 180 hk i stedet. Så må jeg blot leve med at skulle bruge lidt flere penge på brændstof.
Seat Ibiza 1,9 TDI 130
Tekniske data: R4, 1.896 cm3, diesel, 8V. Ydelse: 130 hk ved 4.000 o/min., 310 Nm ved 1.900 o/min. 0-100 km/t: 9,4 sek. Topfart: 207 km/t. EU-mix: 19,8 km/l. Årlig ejerafgift: 3.220 kr.
Totaløkonomi: Seat Ibiza 1,9 TDI er en dyr minibil, og afskrivningen bliver høj. Vi sætter Ibiza 1,9 TDI 130 til en afskrivning på omkring 40 procent svarende til 100.000 kr. over tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks: 125
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 1.099 kr.
30.000 km: 1.305 kr.
45.000 km: 1.099 kr
Pris: 247.993 kr.
Vi synes...Temperamentsfuld dieselmotor fortjener bedre undervogn
Læs kommentarer

Biltest af Seat Ibiza 1,9 TDI 130
