Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Vw univers.

Af: Karsten M. Lemche
Øko-udgaven af VW Passat med 100 dieselheste lokker med komfort og god økonomi
Passat er passé, så kort var dommen, sidst jeg havde en VW Passat til test. Trods de hårde ord sendte VW ufortrødent endnu en Passat i hovedet på undertegnede; en diesel, der til og med er den sløveste i modelprogrammet. Men katastrofen og bandeordene udeblev, for i modsætning til 1,8-liters turbomodellen spiller karrosse, undervogn og motor perfekt sammen.
Før i tiden var den mindste dieselmotor synonym med ingen motor, men 100 hk udgaven af VWs vidt anvendte 1,9-liters TDI-motor er kraftig nok til den 1.325 kg tunge Passat. Takket være et godt moment på 250 Nm føles Passaten aldrig langsom. Selv 0-100 km/t tiden er på 12,4 sek., hvilket understreger, at Passat TDI ikke er en bovlam model. Men den lille diesels sande styrke er kørsel med konstant hastighed, hvor brændstof-økonomien kommer til sin ret. Det officielle tal på 22,2 km/l er ikke svært at realisere i virkeligheden.
Tidligere var Passat meget dyrere end konkurrenterne, men det er den ikke længere. Efter mange år med store prisforskelle mellem Passat og konkurrenterne, har de nærværende prisharmoniseringer betydet, at VW Passat nu står stærkere end nogen sinde. Tag denne mindste diesel-variant med 100 hk, den koster det samme som en Ford Mondeo med 115 hk. Nu skal man ikke kimse af 15 hk, men vælger du Passat, følger ESP med i prisen, hvor du skal betale 8.900 kr. ekstra hos Ford-forhandleren.
Indtil Ford præsenterede den nye Mondeo i 2000, var VW Passat den største i firmabilsklassen. Kombineret med god byggekvalitet og lækker kvalitetsfornemmelse gjorde det Passaten til en fortræffelig firmabil med prisen som største anke. Passatens andet problem er, at den er konstrueret til at æde sig gennem den tyske autobahn. Desværre har man afstemt undervognen, så bilen kører som et tog. På ligeud-stykkerne kører Passaten som på skinner, hvert et sporskifte foregår pr. automatik, og som chauffør er du ikke mere involveret end passagerne. Her bliver Passat passeret af både Ford Mondeo og Opel Vectra, der har langt mere involverende køreegenskaber.
Men kører du tusindvis af kilometer om måneden, er Passat TDI en behagelig rejsepartner, der hermed får en varm anbefaling.
VW Passat 1,9 TDI
Tekniske data: Motor: R4, 1.896 cm3, 8V. Ydelse: 100 hk ved 4.000 o/min. 250 Nm ved 1.900 o/min. 0-100 km/t: 12,4 sek. Topfart: 191 km/t. EU-mix: 18,4 km/l. Årlig afgift: 3.860 kr.
Totaløkonomi: En brugt Passat med dieselmotor bliver en eftertragtet bil som brugt, så forvent en afskrivning på 105.000 kr. (ca. 33 pct.) efter tre år og 50.000 kilometer.
Reservedelsindeks: 158
Service ekskl. materialer:
Volkswagen oplyser ikke servicepriser, da de har variable service-intervaller på op til 50.000 km eller to år.
Pris: 325.097 kr.
Vi synes...Den mindste dieselmotor er den bedste i VW Passat
Læs kommentarer

Biltest af VW Passat 1,9 TDI
