- Artikel
- Galleri (4 billeder)
Jeep Cherokee 3,8 V6
Skrevet 20. feb 2002 af Bilmagasinet.dk. Foto: Bilmagasinet.dk
Designer-Jeepen

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen
Jeep Cherokee er et lille designmesterværk, der spiller på amerikanske værdier tilpasset europæisk smag
Amerikansk køreglæde har vi hidtil måtte betale dyrt for, men når det gælder Jeep Cherokee, er prisen for en gang skyld knap så arke-typisk. Til gengæld er driftsomkostningerne nu højere end de bjerge, en Jeep Cherokee vitterligt kan bestige.
Brændstoføkonomien er så horribel, at selv de, der har råd til at købe en Cherokee på hvide nummerplader, må overveje det. Service-omkostningerne er voldsomme og reservedels-prisindekset lige så overvældende. Til gengæld kan man håbe på, at den nye Cherokee bliver lige så problemfri at køre i som den gamle model.
Den blev introduceret i 1987, og den blev kendt for at være slidstærk og pålidelig. Men den var også håbløst gammeldags næsten fra den dag, den blev præsenteret, og køreoplevelsen var pænt sagt rustik. Ergonomien var lige til kiropraktoren, motoren larmede, og rystelserne fra firehjulstrækket var i visse tilfælde så voldsomme, at man ville køre direkte på værksted med bilen, hvis en Toyota LandCruiser opførte sig sådan.
Alligevel havde Cherokee ikon-status til det sidste. Det kantede, 80er-agtige karrosseri er stadig god latin på de pæne adresser på og omkring Strandvejen, og skulle ejerne forvilde sig uden for alfarvej, var Cherokee heller ikke uden evner der.
I USA har den oprindelige Cherokee omsider fået en afløser i form af Liberty. I Europa hedder selvsamme afløser fortsat Cherokee, hvilket egentlig er synd og skam, for den har intet med forgængeren at gøre.
På alle områder adskiller den sig til det bedre, og nu kan den faktisk måle sig med de bedste japanere, også når det gælder onroad-egenskaber, ergonomi og finish.
Karrosseridesignet overgår dog konkurrenterne klart. Frontens retro-agtige lighed med den originale Willys Jeep er en genistreg, som i sig selv vil sikre Liberty/Cherokee fortsat heltestatus omkring Strandvejen.
Alligevel er det lykkes at bevare stregen fra Cherokee omkring bagskærmene, og det hele hænger nydeligt sammen med et sæt runde baglygter.
Kabinen er mere enkel og mindre overraskende, men den fungerer, og finishen er pæn uden at være prangende. Adgangen til bagagerummet foregår via en tophængslet bagrude, der skal op, inden den sidehængslede dør kan åbnes, men det sker i en bevægelse, og det fungerer godt.
Også førerpladsen er enkel og velindrettet, men sædet er for kort, og man savner en hvileplads til venstre fod. Nu er Jeep Cherokee ikke skabt til langture.
Retningsstabiliteten er faktisk overraskende god, men affjedringen er stiv, og Cherokee har en vippende fremfærd, som afslører, at den til gengæld er ganske kapabel i terrænet takket være en høj frigang, stor hjulvandring og et firehjulstræk, der kan sættes manuelt ind efter behov.
Til daglig kører den blot med baghjulstræk, men selv da er brændstoføkonomien så ringe, at man dårligt kan tillade sig at se stort på den. Et EU-mix-tal på 6,8 km/l ser sort ud, og virkeligheden er ikke mere lyserød. Hertil kommer reservedels- og servicepriserne, der er på Mount Everest-niveau. I den sammenhæng ser prisen på 561.563 kroner faktisk helt rimelig ud.
Tekniske data: Motor: V6, 3.709 cm3, 12v. 211 hk v. 5.200 o/min. 315 Nm v. 3.800 o/min. Acc. 0-100 km/t: 10,8 sek. Topfart: 180 km/t. EU-mix: 6,8 km/l. Årlig ejerafgift: 10.480 kr.
Totaløkonomi: Ikon-designet vil givetvis holde Jeep Cherokee blandt de eftertragtede på brugtmarkedet. Men en dyr bil med dyrt udstyr koster altid på afskrivningen. Efter tre år og 50.000 km har den tabt 225.000 kr. (40 pct.)
Reservedelsindeks: 207
Service ekskl. materialer:
12.000 km: 2.400 kr.
24.000 km: 4.200 kr.
36.000 km: 8.916 kr.
Pris: 561.563 kr.
Vi synes...
Man kan ikke lade være med at holde af den, men kors, hvor er den dyr at køre I