Hyundai Matrix 1,6

Biltest af Hyundai Matrix 1,6 Biltest af Hyundai Matrix 1,6
Skrevet 23. dec 2001 af Bilmagasinet.dk. Foto: Bilmagasinet.dk

Regnestykket med minus

Se mere om: MPV, hyundai
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Hyundai univers. Hyundai

Af: John Sørensen

Hyundai Matrix lægger sig tæt op ad klassens foregangsmænd. Koreanerne glemte bare at gøre det lidt bedre

I PRINCIPPET har jeg ikke noget imod kopier. De skal bare være skruet hæderligt sammen og naturligvis billigere end den ægte vare. Skulle der indsnige sig et par forbedringer, skal det heller ikke skille os ad.

Hyundai Matrix er en bil, som udspringer af "so ein Ding müssen wir auch haben"-tankegangen. Intet mærke med respekt for sig selv (nå jo, VW, f.eks.) har ikke en kompakt-MPV på programmet. Den højbenede, rummelige biltype, som jeg først mødte i form af Renault Scénic og Opel Zafira, er ikke til at komme uden om i dag, så ikke et ondt ord om, at Hyundai har fundet det betimeligt at entre markedet med Matrix. Vi er ikke forvænt med provokerende koreanerbiler, og Matrix holder også beskedent på formerne. Grim får du mig ikke til at kalde den, snarere stilren, og en positiv sideeffekt af de dybt nedskårne sideruder er godt udsyn og overblik.

I kabinen har Hyundai dristet sig til lidt mere-stadig uden at overdrive. Den analoge instrumentgruppe er, som den tåbelige modebølge foreskriver, flyttet ind i midten, mens du har lidt advarselslamper, hvor speedometeret burde sidde. Materialevalget er gennemsnitligt, men ikke ovre i discount-grøften. Et sted er der dog sparet for meget: Alle små Hyundai´er har en form for aircondition, men ikke familiebilen Matrix, hvor det koster 10.000 kroner ekstra, og vil du ikke have bilen i sort eller rød, skal der sættes 3.200 kroner af til metallak.

Indretningen skal roses for justerbare bagsæder og god aflæggeplads, men til gengæld er der slag over nallerne for et nedfældeligt bagsæde, der ikke giver plant gulv. Lidt dumt i en bil, der skal kunne bruges som deltids-varevogn. Rusker vi Matrix i ørerne med lidt rask kørsel, kan den ikke lide et hurtigt skift til andet gear, motoren knurrer også en del ved acceleration, og et omdrejningsvidunder bliver den aldrig. Oppe i fart ligger Matrix pænt roligt på vejen. Den er ikke lydsvag, men 140 km/t er en udholdelig marchfart.

Du må leve med en del småskæverter i Matrix, men til prisen er det måske til at leve med. Benzinmodellen koster 170.000 kroner, og det matches kun af Suzuki Liana. Resten af MPV-feltet er væsentligt dyrere, men spørgsmålet er naturligvis, om det hentes hjem på afskrivningen, hvor Hyundai Matrix er underdog.

Hyundai Matrix 1,6-Pris: 169.999 kr.

Tekniske data: Motor: R4, 1.600 cm3, 16v. Ydelse: 103 hk ved 5.800 o/min. 141 Nm ved 4.500 o/min. 0-100 km/t: 12,7 sek. Topfart: 170 km/t. EU-mix: 12,5 km/l. Ejerafgift: 3.500 kr.
Totaløkonomi: MPV’ere er ikke et modefænomen, så der er altid købere til en brugt. Er den billig nok, abstraherer de også fra navnet.
Reservedelsindeks: 146
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 684,40 kr.
30.000 km: 912,50
45.000 km: 684,40 kr.

Vi synes... Mange småting skæmmer helheden, men pris/vare-forholdet er i orden.

6 nr. af Bil Magasinet + elektronisk p-skive 248,00 kr. SPAR: 579,70 kr. BESTIL

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Mest læste


Abonnér på BILMAGASINET.DK Se alle tilbud