Lexus GS 430 Sedan

Biltest af Lexus GS 430 Sedan Biltest af Lexus GS 430 Sedan
Skrevet 23. maj 2001 af Bilmagasinet.dk. Foto: bilmagasinet.dk

Fejlplaceret V8-motor

Se mere om: sedan, v8, lexus, bmw, motor

Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Lexus og Bmw univers.

Lexus BMW

Af: Thomas Hjortshøj

Haves: Superb V8-motor. Ønskes: Bedre undervogn

HVORNÅR HAR DU sidst set en Lexus GS? For mit eget vedkommende kan der gå måneder imellem, at jeg spotter en GS i trafikken, og det er ikke, fordi jeg er svagtseende. Chancen for at træffe en GS er mindre end for at blive ramt af en meteor - godt for os, men ikke for Lexus.

Egentlig er det unfair, for GS 300 er et udmærket alternativ til BMW 5-serie, men den manglende snob-appeal spænder ben for udbredelsen. Lexus bærer også en del af skylden ved hidtil kun at have haft en motorversion, mens en BMW 5-serie kan fås i ni forskellige motorvarianter.

Nu har Lexus fordoblet antallet af GS-modeller ved at proppe den superbe V8-motor fra LS 430 ned under hjelmen. Lexus-motoren hører til i toppen af kransekagen, for den sætter selv motorer fra firmaer, der kalder sig Bayerische Motoren Werke, i skyggen. Den er uhyre kultiveret, og du skal næsten plante et stetoskop på motorhjelmen for at registrere nogen form for lyde fra motorrummet, når den kører i tomgang.

Den næsten 1,7 ton tunge bil glider lydløst afsted, men skal scenariet speedes lidt op, er motoren straks klar til at vise muskler over bredt omdrejningsfelt. Er du uopmærksom på farten, glider du med lethed op i hastigheder, der kan sende kørekortet gennem politiets makulator. Automatgearet skifter diskretog reagerer hurtigt med kickdown i sport-programmet.

Indtil videre står Lexus GS 430 til topkarakter, men det ødelægger undervognen. Det virker, som om Lexus har foretaget nogle computerberegninger og derudfra har udstyret GS 300 med andre dæmpere og fjedre uden at afprøve det ude på vejene.

Affjedringskomfort er der ikke meget tilbage af, for selv små, skarpe ujævnheder slår hårdt op gennem karrosseriet – selv en Toyota Yaris klarer det job bedre. Men den faste undervogn betyder ikke samtidig sportslige køreegenskaber, for GS 430 bliver sat grundigt til vægs af BMW 5-serie, fordi styretøjet savner feedback, og undervognen mangler balance.

Motoren er en perle, og listen over ekstraudstyr er lige så kort som Peter Lundins liste over venner. Men jeg tvivler på, at en prislap lige over en million bliver det store gennembrud for GS 430. Det ville heller ikke være fortjent, for lige nu ligner BMW 540i og Audi A6 4,2 Quattro bedre tilbud.

Lexus GS 430 1.003.995 kr.

Tekniske data
Motor: V8, 4.297 cm3, 32v. Ydelse: 283 hk ved 5.600 o/min, 417 Nm ved 3.600 o/min. 0-100 km/t: 6,3 sek. Topfart: 250 km/t. EU-mix: 8,1 km/l, Årlig ejerafgift: 8.160 kr.

Totaløkonomi:
Afskrivningen på en luksusbil vil altid ligge i den tunge ende. Efter tre år og 50.000 km har Lexus GS 430 tabt 39 procent eller 390.000 kr. - men det bliver den næste ejer sikkert glad for...
Reservedelsindeks: 157
Service ekskl. materialer:
Ikke oplyst

Vi synes:
Fed motor og masser af udstyr, men køredynamisk findes der bedre alternativer

Læs kommentarer

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud