DBFU: BrugtbilsAttester giver trygge kunder
Skrevet 27. nov 2007 af Bilmagasinet.dk. Foto: Bilmagasinet.dk
Brugtbilkøberne tilbydes øget sikring i forbindelse med bilhandler
De danske bilforhandlere gør, hvad de kan, for at komme væk fra billedet af brugtvognsforhandleren med en samvittighed sort som spildolie.
Dansk Bil Forhandler Union (DBFU) har derfor nu ligesom Dansk Automobilforhandler Forening (DAF) lavet en landsdækkende aftale med Applus+ Bilsyn om levering af brugtbilsattester.
En brugtbilsattest skal sikre, at kunderne ikke oplever, at have købt katten i sækken, når de køber en brugt bil.
- Det er vigtigt, at kunden kender den brugte bils nøjagtige tilstand, og det gør de med en BrugtbilsAttest, siger Jakob Tornvig, der er DBFU’s daglige leder.
Fordelen for både forhandler og kunde er ifølge Arne Willerslev, Applus+ Bilsyn, at jo bedre bilens tekniske tilstand er beskrevet, jo færre tvister opstår der mellem køber og sælger.
BrugtbilsAttesten giver en uvildig og metodisk gennemgang af bilen, der bliver gennemgået for fejl og mangler uden at blive skilt ad.