Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Renault univers.
Det har været småt med testbiler på det sidste, men i sidste uge fik jeg kørt 21 biler op i ærmet på tre dage. Det skete i forbindelse med kåringen af Årets Bil i Danmark.
Det var her den nye Clio fik en femteplads.
Jeg kørte en del i bilen, som jeg fik et godt indtryk af. Jeg synes ikke det var årets bil, og den kommer heller ikke til at rydde konkurrence af banen i minbilklassen, men den stiller med kvaliteter, som bør overvejes.
Designet er anderledes og charmerende i gammeldags fransk forstand. Altså fra den gang hvor kabinen i den første Renault 25 lignede et afgangsprojekt fra en middelmådig designskole med lidt for store ambitioner.
Den nye Clio slipper bedre afsted med det, og både ind- og udvendig tager den sig godt ud. Den nye trecylindrede motor er endnu en sej og villig en af slagsen, og gearskiftet er fremragende. Det samme er støniveauet.
Men jeg har svært ved at tilgive Renault, at de ikke har gjort mere ud af styretøjet, der er så ligegyldigt, som i forgængeren. Vi ved fra R.S.-modellen, at Renault ved, hvordan det skal gøres, men basis-modellerne i den nye Clio har ikke fået glæde af det.
Den nye Clio er heller ikke så rummelig, som jeg ventede. Især bagsædet er lille, og så var materialerne i kabinen ikke de mest imponerende. Det var dog forproduktionsbiler, vi kørte i. Måske tager det sig anderledes og bedre ud, når de rigtige biler kommer til Danmark allerede om en måneds tid.
Læs kommentarer

Skrevet 30. okt 2012 af Mikkel Thomsager.
Foto: bilmagasinet.dk
