Målet med den nye Beetle Cabriolet er at forbinde designet fra forgængeren fra 1949 med Volkswagens moderne teknik - og med glæden ved en åben bil. Volkswagens første åbne Beetle - eller Käfer, som den kaldes i Tyskland - blev fra 1949 til1980 produceret i 330.000 eksemplarer.Den nye generation har stejlere forrude og fladere taglinje for at sende tankerne mod den oprindelige Beetle Cabriolet.
Ifølge designerne refererer blandt andet luftindtagene placeret under bilens kofanger og nye markante baglygter til Volkswagens design-DNA anno 2012. Som hos forgængeren er forlygterne klassisk runde, og her er traditionel stofkaleche. Når man kører åbent, er kalechen næsten helt flad og sørger for godt udsyn bagtil. Kalechen er fuldautomatisk og åbne- eller lukke-manøvren foregår på ca. 10 sekunder. Desuden kan øvelsen foretages under kørsel med op til 50 km/t.
Beetle Cabriolet er som standard udstyret med et soft-top-cover, der skjuler kalechen næsten helt, når den er åben. En kromliste markerer visuelt adskillelsen mellem stål og stof.
I kabinen har Volkswagen bibeholdt en række af de nostalgiske elementer fra den lukkede Beetle som runde instrumenter, det klassiske handskerum, der åbner opad og det smallere rat, der alt sammen sender tankerne mod netop den model, der er urkimen til hele Volkswagen: Boblen.
Bagagerummet har en volumen på 225 liter, og splitbagsædet kan fældes ned, så der kan transporteres lange genstande. Målet er, at bilen skal kunne bruges hele året. Volkswagen har udviklet nye styrtbøjler, der skjuler sig i bagsædet og skyder op på et splitsekundt bag nakkestøtterne, hvis bilen truer med at trille rundt. Dertil har man forstærket A-søjlen og udstyret Beetle Cabriolet med front- og hoved-thorax-airbags som del af standard-sikkerhedsudstyret.