Som du allerede ved, er den nye A3 blevet større, men har alligvel smidt nogle overflødige kg kva Audi's ultra-letvægtsteknologi. Det forplanter sig naturligvis også til S3, der i forhold til forgængeren er 60 kg lettere. Vægtbesparelsen er især hentet takket være et formhærdet karrosseri i højstyrkestål, der alene står for 28 kg vægttab. Derudover er hjulophæng og lignende lavet i aluminium. Ultra-teknikken gør desuden karrosseriet langt mere stift og sikkert. Det betyder alt sammen, at S3 er gået en vægtklasse ned og nu vejer ind med 1.395 kg.
Kombinationen af lavere vægt og flere kræfter betyder ikke overraskende, at S3 bliver en ægte Porsche-killer. Med standard 6-trins manuel transmission, der har hus i magnesium, tager sprintdisciplinen 5,4 sekunder, men med S-tronic dobbeltkoblingsgearkasse er tiden barberet ned til 5,1 sekunder. Lad rovdyret strække ben og den fortsætter til 250 km/t hvor elektronikken stopper løjerne. Og inden miljøtosserne ryster på hovedet så præsterer S3 altså 2,5 km ekstra pr. liter højoktan end forgængeren.
Læs kommentarer