Det går tungt med at sælge Toyota Auris i Europa, og modellen har slet ikke kunnet løfte arven fra verdens mest solgte bilmodel, Corolla. Der er ikke noget galt med Auris som bilmodel, men kombinationen af et forsigtigt design og en lancering i 2007, der skete nøjagtig samtidig med Kia Ceed, har begrænset interessen for Auris. Ceed havde en mere lækker kabine og syv års garanti, og det kunne Auris ikke matche. På udstillingen i Paris viser Toyota en helt ny Auris.
Auris bliver for første gang også bygget som stationcar, og denne får også premiere 27. september i Paris. Den nye Auris skal bygges på Toyotas fabrik i England og skal være mere involverende at køre end forgængeren. Den vil kunne fås med benzin- og dieselmotor, og som hybrid med benzin/elmotor. I Storbritannien forventes 40 pct. af salget at være hybridudgaven.
Kia har verdenspremiere på den tredørs udgave af den nye Ceed, Proceed. Den vil kunne fås med samme motorer og udstyrsniveauer som den almindelige Ceed.