Audi har netop løftet sløret for den nye og superlækre RS5 Cabriolet. Under hjelmen buldrer den 4,2-liters FSI V8'er, som sender 450 hypper gennem en syvtrins S-Tronic dobbeltkobling-gearkasse til Audis Quattro-firehjulstræk.
Systemet sender kræfterne i en 40:60-fordeling for/bag. Men afhængigt af underlaget kan der sendes op til 70 procent trækkraft til forhjulene eller op til 85 procent til de bagerste hjul.
LYNHURTIG TYSKER
Det gør det muligt for RS5 Cabriolet at sprinte fra 0 til 100 km/t på bare 4,9 sekunder. Topfarten er begrænset til 250 km/t, men det er muligt at få justeret begrænseren op til 280 km/t.
Når den bløde hat skal ned, tager det 15 sekunder at folde det helt væk. Den anden vej tager det 17 sekunder, og funktionen er brugbar op til 50 km/t.
RS5 leveres med RS-kendetegn som frontspoiler, 19-tommer, store afgangsrør, en lille spoiler og andre lækre, men diskrete detaljer.
Audi RS5 Cabriolet forventes på det danske marked i foråret 2013.
Klik på Næste for at se resten af galleriet.
Læs kommentarer